Forsiden 5 km Pulsur Alle artikler Om siden

Bliv en bedre fodboldspiller ved at forbedre dit løb


Fodbold er meget mere end at løbe – men alle fodboldspillere, ville blive bedre, ved at kunne løbe hurtigere

Fodbold kræver teknik og overblik og sans for spillet. Men faktum er at løb er en stor del af at spille fodbold. Og den hurtige fodboldspiller har helt klart en fordel over den gennemsnitlige eller langsomme fodboldspiller.

Ved at forbedre dit løb som fodboldspiller, vil du unægteligt også forøge din "værdi" som spiller på banen. Hvis du har to lige dygtige tekniske spillere overfor hinanden, så vil den hurtige jo kunne vinde nogle dueller ved at være først på bolden i bestemte situationer. Så der er ikke rigtigt nogen ulempe ved at være hurtigtløbende fodboldspiller.

Fordelen ved at have en ambition om at forbedre dit løb er, at du er så godt som sikker på at det kan lade sig gøre. Det er jo ikke det samme, hvis du siger "jeg vil gerne forbedre mit hovedstød" eller "jeg vil blive bedre til dødboldsituationer". Her er det svært at vide præcis hvordan man skal træne for at opnå at blive bedre. Men præcis med løb er det rimeligt nemt at lægge en plan for, hvordan du bliver bedre.

Dertil kommer, at du kan forbedre din hastighed uden at være afhængig af resten af holdet eller afhængig af at have en bold eller en fodboldbane at øve dig på. Så det er en fleksibel træningsmulighed for dig som fodboldspiller.

Når det så er sagt, så er det ikke nok at være hurtig, hvis du vil have en plads på førsteholdet. Det erfarede Usain Bolt, der forsøgte sig med en karriere som professionel fodboldspiller. Han var en habil fodboldspiller og så verdens hurtigste mand. Men det gav ham altså ikke en karriere som fodboldspiller, da han forsøgte sig i 2018.

Så hastighed alene gør det ikke - du er nødt til at træne dine driblinger og teknik også.

Til gengæld kan du vide dig sikker på, at det aldrig kan skade din karriere som fodboldspiller at forbedre dit løb.

Hvad skal du være opmærksom på, når du træner løb som fodboldspiller?

Allerførst er det jo vigtigt at du ikke bliver skadet. Så hav megen fokus på ikke at overtræne eller overbelaste din muskler og led. Hvis du samtidigt træner fodbold kan det blive til mange kilometers løb på en uge.

Dernæst skal du tænke på om du vil forbedre din hastighed på de korte løb eller om du bare generelt vil øge din stamina, så du har bedre udholdenhed og altså ikke bliver så hurtigt udmattet i en kamp. Forestil dig, at du har brugt dine kræfter, når en kamp er 50 minutter gammel. Ved at forbedre stamina, bliver du måske først træt efter 60 eller 70 minutter. Du er som sådan ikke blevet en hurtigere løber, men i minutterne fra 50-60 er du i teorien hurtigere end du plejer, fordi du jo normalt er udmattet ved. 50. minut.

Omvendt kan du også træne mod at løbe hurtigere – altså nå fra den ene ende af banen til den anden på kortere tid. Det kan sagtens være, du stadig er træt i 50. minut, men til gengæld har du løbet hurtigere end du gjorde tidligere.

Og ja – så er der selvfølgelig også den mere optimale løsning, hvor du både forbedrer stamina og din hastighed. Og ofte vil din stamina blive bedre, når du øger din hastighed. Men vil du træne løb seriøst bør du kigge på om det er det ene eller det andet, du forsøger at forbedre.

En anden ting er at der er forskel på at løbe en tur på landevejene og så løbe på fodboldbanen. Dels er underlaget forskelligt og dels er dine sko forskellige. Der er en verden til forskel på at løbe på asfalt og så på at løbe på græs, kunstgræs, hybridgræs, grus eller i en indendørs fodboldhal. Så når du har valgt at træne, kan det være en fordel at henlægge dine træninger til den type, du træner fodbold på. Spiller du på grus, så hav nogle løbepas på grusveje eller stier eller bare på grusbanen (selvom det er kedeligt). Spiller du indendørs fodbold, så træn i en hal og tag dine indendørs fodboldsko på og få lagt nogle løbepas inde i hallen (ja – det er kedeligt, men "practice as you play").

Du bør også være opmærksom på at dine løbetræninger ikke ligger op ad din fodboldtræning eller vigtige kampe. Så når du kender jeres træninger og turneringsplan, kan du gå i gang med at planlægge din løbetræning. En seriøs løbecoach vil muligvis mene, du bør droppe nogle fodboldtræninger for at optimere din løbetræning – så den indre dialog skal du være parat til at tage med dig selv eller din løbecoach.

Vil du blot forbedre dit løb en anelse, kan du jo aftale med dig selv, at du løber 5-10 km efter hver fodboldtræning (hvis træningen da ikke har været for hård). Det er ikke den optimale træning, men det er bedre end ingen træning.

Gælder det her kun fodboldspillere?

Naturligvis ikke – det kan også være en fordel for håndboldspillere, amerikansk fodboldspillere, ishockeyspillere m.m. men da fodboldbanen er lang og en fodboldkamp består af megen løb, var det mest oplagt at vinkle artiklen her mod fodbold.

<

Håber du er blevet inspireret til at forbedre dit løb som fodboldspiller og er blevet klar over, om du vil øge stamina eller forbedre din hastighed. Rigtig god træning.

»Just stick with it. What seems hard now will one day be your warm-up«

Billede af løbesko

Håber du kommer i gang med at løbe

Løb har givet mig så mange gode oplevelser. Både socialt, sportsligt, mentalt og naturoplevelser. Jeg håber, du også kan komme i gang med at løbe og nyde glæden ved løb.

Jeg ved godt, at de første 10-50 gange (ja måske mere) er det virkeligt hårdt at komme ud. Men en dag bliver det virkeligt magisk og du bliver afhængigt af at komme ud og få frisk luft, mærke dine ben arbejde, fornemme hvordan du ikke kan tænke på hverdagens stress og jag og kun fokusere på at flytte den ene fod efter den anden.